Rejsebeskrivelse – På Camønoen i kørestol

På tur uden ben

Herunder er min rejsebeskrivelse, af min tur i kørestol på Camøno-ruten, Møn rundt. Du kan læse om min tur, mine udfordringer og oplevelser som nybagt vildmarks-mand, og naturens gaver. Du kan også følge ruten, dag for dag, og læse om hvordan vejeret satte en stopper for turen.

Kl. 07:00 den 27. juni 2024 drog jeg afsted mod Møn, efter at have pakket  kørestolen til en 5 dages tur, langs vandreruten Camønoen.

jeg havde forberedt mig til denne tur i næsten 7 måneder, da der havde været en del overvejelser jeg skulle tage hensyn til. Jeg er handicappet, og er amputeret på begge underben, så jeg sidder det meste af tiden i kørestol, og med mellemrum bruger jeg også benproteser, men er noget usikker på dem. Til denne tur havde jeg besluttet mig til at gennemføre rejsen uden at medbringe mine proteser

De forberedelser jeg havde gjort, inden turen var blandt andet at finde ud af om kørestol og min frontrunner kunne tåle belastningen. At køre så langt (længere end mine daglige ture i hverdagen) og ikke mindst at være tungere læsset end normalt. Efter snak med de forskellige leverandør og producenter af mine hjælpemidler, fandt jeg ud af at det med vægten ikke var et problem, og de afstande jeg ville køre var overhovedet ikke noget der skulle afholde mig fra at tage af sted.

For at komme til Møn, var jeg afhængig af at have min Handicapbil og min chauffør, og vi tog afsted tidligt om morgenen, for at kunne nå den aftale jeg havde lavet med en Journalist fra TV2Øst. Da vi endelig ankom til til mødestedet, og startpunktet for min tur: Camping Mønsbroen, så viste det sig at journalisten var meget forsinket. Jeg aftalte med ham, at han måtte finde mig et sted på ruten, og jeg satte straks kursen mod mit Camøno-eventyr.

Jeg satte kursen sydover, og skulle lige orientere mig lidt, og ikke mindst rykke lidt på oppakningen, da noget sad løst og raslede. Jeg kører omkring 8-10 km/t, det er den hastighed jeg havde besluttet mig for, for at få alle oplevelser med. Jeg kommer igennem Store Lind, Røddinge og Tostenæs, som alle er på små og hyggeligt veje, mellem marker. Byerne er meget små, og flere steder er der små klynger af huse, men ikke meget liv.

Efter en lille pause, går turen videre igennem Kokseby og forbi Fanefjord Kirke og jeg ender i Hårbølle Havn, hvor det viser sig at Journalisten lige akkurat kan nå at mødes med mig. Hårbølle Havn er en lille lystsejlerhavn, og jeg vil tro at der var omkring 20 sejlbåde og et antal små joller. Meget charmerende og roligt. Der var en del liv på havnen, de lokale kom forbi og sludrede, og der var gang i noget servering fra den ene bygning. Der var også et lille hus, som fungerede som feriebolig.

Journaliste ville mødes med mig for at lave et nyhedsindslag i forbindelse med min tur. Og det var en tidskrævende omgang. Der skulle laves materiale til ca. 3 minutters TV-indslag, og hele seancen tog ca. 3,5 timer, før vi havde alle optagelser i hus.

Teltet bestod vejr-test i strandkanten

Efter oplevelsen med TV2, var jeg klar til at søge køre mod første etapes mål: Møn Camping på Hårbølle Strand. Det tog heldigvis kun 10 minutter at køre fra havnen til campingpladsen.

Jeg havde lavet en aftale med campingpladsen om at jeg kunne overnatte ved dem, og at de kunne hjælpe mig med en sted at sove. Da jeg ankom, blev jeg mødt at campingpladsens ene ejer, Stine, som bød  mig velkommen, og introducerede mig til campingpladsens faciliteter. Jeg havde på forhånd sikret mig at de havde et brugbart handicaptoilet, og at der var strøm til rådighed for opladning af min kørestol.

Stine kunne tilbyde mig to muligheder for overnatning. Enten kunne jeg låne et ældre thehus i træ, eller også ville hun sætte et telt op til mig. Vi blev hurtigt enige om at teltet var den bedste løsning, jeg fandt en egnet plads, og Stine fik hurtigt etableret en lejr for mig.

Jeg var faktisk lidt målløs over deres gæstfrihed, og var meget taknemmelig for at de var interesserede i at hjælpe mig med at få denne tur til at lykkedes.   

Jeg fik pustet min luftmadras op, og rullede min sovepose ud. Jeg pakkede lidt pakkenelliker ud,og gjorde mig godt til rette. Nu var det endelig tid til en kop kaffe, og jeg kunne for første gang sætte fut i mit lille medbragte stormkøkken. En lille gasflaske, brænder og en fin gryde.

Jeg havde pakket noget frysetørret kaffe i 2 poser, for at undgå lækager. Over de sidste par måneder, havde jeg samlet lidt sukker sammen (dem der er indpakket i papir, fra caféer o.lign.), så jeg kunne rigtig hygge mig i den sol der stadig bragede ned over campingpladsen. Jeg satte mig i teltet på min sovepose, og tænkte over hvor heldig jeg havde været med vejret hele dagen, med høj sol.

Jeg var ved at blive lidt sulten, og gør klar til at tilberede min aftensmad. Jeg har forskellige måltider med af frysetørret mad. Jeg har aldrig smagt den slags mad før, men jeg er åben for oplevelsen. Jeg koger lidt vand på gasblusset, og ifølge vejledningen på posen, skal jeg blot åbne posen, hælde kogende vand i, røre rundt, og så lade det stå i 10 minutter. Det er jo ingen sag at lave mad i naturen, hvis det skulle være så nemt.

Mens maden tilbereder sig selv, kan jeg lige nå at ringe hjem til min hustru, og fortælle om dagens oplevelser. Da de 10 minutter er gået, åbner jeg poser igen, forsigtigt, og der breder sig en liflig duft at karry. Det kan godt være det er nem og hurtig tilberedningen, men det er virkelig ikke et måltid jeg vil huske tilbage på med glæde. Det smagte mig slet ikke, og måske havde jeg bare for store forventninger til mit første måltid i naturen.

Sengetiden nærmede sig langsomt, og jeg kunne gøre mig klar til at sove i telt for førsta gang i over 20 år. Jeg fik pakket min oppakning, på Frontrunneren, godt ind i regnslag, og jeg tog puden fra kørestolen ind i teltet. Jeg regnede ikke med regn, men det var mere for at det ikke skulle blive vådt af nattens dug.

Træt og lidt mættet af dagens oplevelser, lagde jeg mig til ro ved 22-tiden, og jeg tror jeg faldt hurtigt i søvn. Jeg vågnede med et sæt kl. 23:30, ved lyden voldsom buldren i det fjerne. Torden tænkte jeg, det går nok. Det lød som det var langt væk.

Men pludselig var det lige over Møn, og regnen væltede ned, og det blæste meget kraftigt, samtidigt med at det lynede og bragede. Der var ikke gået mere en ca. et kvarter, fra jeg vågnede af den svage buldren, til det var lige over hovedet på mig. Jeg tændte min lygte, og begyndte at undersøge om teltet var tæt, og om det havde revet sig løs. Alt var heldigvis ok, men jeg fik ikke sovet meget den nat.

Fredag d. 28. juni 2024

Jeg vågnede med et sæt da jeg hørte noget barnegråd svagt i baggrunden. Jeg kom hurtigt ud af fjerene og ville ud at orientere mig om uvejrets hærgen, og se om der var noget af min oppakning der var blevet våd, eller havde taget skade. Jeg rodede lidt rundt med den del af oppakningen jeg havde efterladt ude i regnen, dog med regnslag over, det viste det sig at det havde holdt fint tørt og der faktisk kun var et par handsker der var blevet våde.
Det var billigt sluppet. Men hvad værre var var, jeg havde stillet min kørestol så der kunne dryppe en lille smule vand ned på mit ryglæn og det gjorde jo selvfølgelig at kørestolen var temmelig våd da jeg skulle bruge den.

 På campingpladsen købte jeg et rundstykke, men havde ikke helt tænkt morgenseancen til ende, for jeg havde ikke tænkt på at medbringe smør eller andet til brødet. Så det blev en tør omgang, men kaffen var perfekt. Hjemmelavet på min lille gasbrænder, efter min første nat i naturen. Der var ikke meget der kunne slå mig ud.

Braste drømmen om Møns Klint

Dagen i dag var oprindeligt afsat til et besøg ved Møns Klint. Jeg havde planlagt at jeg meget gerne ville se Klinten, men den er helt ufremkommelig i kørestol, og jeg havde derfor aftalt med en Skipper i Klint Holm, at hav med sit skib ”Discovery” ville tage mig med på sejltur ud til Møns Klint. Det må være det næst bedste at se Klinten fra søsiden. Det havde jeg glædet mig meget til, men i går ringede skipperen og meddelte at vejrudsigten for fredag (i dag) ikke tillod at han sejlede, og min tur var derfor aflyst.

Det er selvfølgelig ikke noget at gøre ved det, men jeg må indrømme at jeg blev meget skuffet.

Så dagens planlækning så pludselig helt anderledes ud, jeg havde ikke så travlt, da jeg ikke længere skulle nå til Klintholm Havn, på et bestemt tidspunkt.
Jeg besluttede så at køre en omvej til dagens mål: Sørens Shelter. Da jeg gerne ville se så meget natur som muligt. Jeg satte kursen østpå, og kom igennem Hårbølle, forbi Fanefjord Skovpavillion og videre til Liseby, hvor jeg tog en lille pause. Jeg fandt lidt læ, hvor jeg kunne sidde. Der var en del blæst den dag, så det var meget rart at kunne søge lidt læ.

Videre ad Rystebæk Strand, igennem Hjelm og videre helt op til Bissinge ved Noret, og herefter imod Tøvelde, og så drejede jeg igen lidt syd på for at finde Sørens Shelter. Ruten jeg kørte, er ikke slavisk den definerede Camøno-rute, da de overnatningssteder jeg havde fundet, lå væk fra ruten. Så jeg måtte opfinde min egen rute.

Søren er en privat mand der i sin baghave har etableret et shelter som han lejer ud. Det er et rigtig fint sted, dybt inde bag i hans store have, står en lille skov af høje gamle grantræer, som danner rammen for min næste overnatning. I dette lille skovstykke, har Søren lavet en sti, ind i skoven med fakler langs siden og et fint område til shelter og bålplads.

Jeg finder hurtigt Søren, og han viser mig stedet, og jeg finder jo hurtigt ud af at det er et perfekt sted for afslapning. Ligesom på campingpladsen i går, har jeg aftalet med Søren på forhånd, at jeg kan låne toilet, at der er strøm til min kørestol og at der er brænde til rådighed. Han viser mig hvor tingene er, og så forlader han mig til ro og fred.

Det blæser stadig en del, men jeg er lidt i læ blandt træerne, og jeg vælger at tænde op i bålet som det første. Jeg skulle lige gennemskue hvordan jeg bedst kunne bevæge mig rundt i forbindelse med bålet.  Brændet, stod i en stak ca. 3-4 meter væk fra bål stedet, så der valgte jeg at køre frem og tilbage i kørestolen, og flyttede en del brænde tættere på. Men selve den del med at arrangere optændingsbrænde og sætte ild, måtte jeg kravle rundt på knæerne, fordi jeg ikke kunne komme tæt nok på i kørestolen. Det er mest for hyggens skyld, men det viser sig hurtigt at jeg får stor glæde af varmen fra flammerne. Selvom solen skinner lidt er det faktisk lidt halv koldt, og jeg får hurtigt pakket ud, så jeg kan få lidt mere tøj på.

For at passe på at jeg ikke får sår på knæ og hænder når jeg kravler rundt, havde jeg handsker på hænderne og på knæene havde jeg nogle silikoneknæbeskyttere. Jeg blev godt nok meget beskidt, men det måtte jeg acceptere som en del af oplevelsen.

Igen får jeg styr på min soveplads, liggeunderlaget og soveposen er klar, og jeg kan begynde at slappe lidt af. Bålet kræver lidt opmærksomhed, da ikke alt brændet er lige tørt, og mine evner som bål-starter, vist lige skulle pudses lidt af.

Jeg har god tid i dag, og det er derfor oplagt at det er i dag jeg skal lave nogle af de forpligtelser jeg har påtaget mig. Denne tur er opstået ud af mit projekt ”På tur uden ben”, og i den forbindelse har jeg været heldig at få nogle sponsorer, som har støtte mig flot. Derfor har jeg nogle forpligtelser som skal opfyldes.

Jeg medbringer flere kameraer til optagelse af videoer. De videoer skal mine sponsorer bruge i deres markedsføring. Så jeg rigger til, og finder mine noter og manuskrifter frem.  Det er en langsommelig proces, så der går hurtigt et par timer med det. Ind imellem holder jeg gang i bålet og timerne går støt mod eftermiddag.

Efter jeg har færdiggjort mit forehavende med videoerne, er det tid til en pause, så jeg rigger lidt til med min sovepose, og tænder radioen (via min telefon), og lytter til P4, og så falder jeg vist i søvn. Det er blevet noget mørkere når jeg vågner igen, vejret har ændret sig til mere blæst. Og flere skyer og det er efterhånden blevet tid til at tænke på noget aftensmad igen.

Med tankerne på gårsdagens ringe oplevelse med den frysetørrede mad, er det ikke den store begejstring jeg har for det kommende måltid.
Mens vander koger, skal der igen fyldes brænde på bålet. Jeg kunne jo godt have brugt flammerne fra bålet, til at koge vandet på, men var usikker på hvordan jeg kunne håndtere gryden med det kogende vand, fra kørestolen. Derfor valgte jeg den sikre løsning med gasblusset igen, som er supernemt. Og ikke lige så usikkert.

Det kogende vand og posen med det frysetørrede Pasta bolognese, blev forenet, og mens det tilberedte sig selv, gjorde jeg klar til at det snart ville blive aften. Der skulle lige pakkes lidt ting i tasker, og ryddes op  i teknikken. Samtidig gjorde jeg klar til at spise. Jeg dækkede bord, med min plastik ske og drikkedunk med vand. Og så kunne jeg sætte tænderne i min aftensmad. Jeg siger ikke mere…

Tid til eftertanke

Det meste af eftermiddagen og aftenen, bruger jeg på at redigere mine videoer og billeder fra dagens togt, og der skulle holdes liv i mine sociale medier. Jeg sad og kiggede billederne igennem og glædede mig over hvor heldig og privilegeret jeg er. Jeg kan bare vælge at tage af sted i naturen, hvis og når det passer mig. Jeg følte mig beriget over de oplevelser jeg har fået i, og af naturen.
Lidt senere fanger jeg mig selv i at sidde og små sove med mobilen i hånden, og det var tid til at gøre klar til natten. Jeg pakkede sammen, fandt et godt sted i shelteret hvor Jeg synes der var mest læ og så var det ellers i soveposen. Her fik jeg tid til at bearbejde mine oplevelser. Jeg har haft store forventninger til mig selv og turen, og det var rart at kunne sætte hak, ved mange af mine forventninger. Jeg har aldrig haft problemer med at være alene, men havde aldrig været det før på denne måde i naturen. Det var rart at have 100% plads til mig selv og mine egne tanker og beslutninger, men jeg kunne også mærke at jeg er lidt af en selskabspapegøje, og savnede allerede lidt selvskabt.

Det med at komme ned i en sovepose er for de fleste mennesker ikke noget man tænker over, Det er bare noget man gør. Men som jeg, der er dobbelt benamputeret, er det lidt en anden sag. Soveposen som jo selvfølgelig er formet som en pose, giver ikke rigtig rum til at jeg bakser for meget med mine ben. Jeg har jo, af gode grunde, ikke mine hæle til at stemme i med, og kan kun møve mig ned i soveposen ved hjælp af ballerne, og vrikke fra side til side. Jeg synes ikke det var særlig nemt, samtidig var jeg vist en lille smule fugtig så indersiden af soveposen hang en lille smule i. Nå men efter lidt tid fandt jeg ud af at få åbnet op i bunden af soveposen så jeg fik lidt luft ind i soveposen, så jeg ikke var så svedig, og kunne møve mig godt ned i posen og lægge mig godt til rette.

Jeg vågnede et par gange i løbet af natten fordi jeg frøs, og havde fået hoved og arme uden for soveposen. Det skulle jeg så lige om-justere på og i samme lejlighed fik jeg smidt brænde på bålet det skete et par gange i løbet af natten men ellers sov jeg fantastisk.

Lørdag d. 29. juni 2024

Næste morgen vågnede jeg kl. 04:30 til lyden af fuglesang og fuglekvidder jeg slog øjnene op og kiggede ud af shelteret, her mødte mig et fantastisk syn: Sollyset kom ind mellem træerne og røgen fra bålet der var ved at gå ud, lavede et smukt samspil af sol og skygge mellem træerne. Jeg følte mig Sådan helt løftet til et andet sted.

Jeg tror jeg lå i en times tid og kiggede på dette og lyttede til fuglene, og var egentlig ret godt tilfreds med hvordan natten var gået. Jeg var selvfølgelig lidt øm af at det nu var nat nummer 2 jeg havde sovet på en luftmadras hvilket jeg ikke havde gjort i rigtig mange år, så jeg skulle lige have kroppen i gang, og have strukket benene, have rettet ryggen ud og ellers bare have sat gang i systemet igen.

Til daglig har jeg en meget stillesiddende hverdag, jeg træner ikke nok, og jeg vil nok af nogen, betegnes som fysisk inaktiv. Selvom jeg når Jeg har mine proteser på til dagligt, har jeg en meget dårlig balance, og det gør at jeg kompenserer meget i lænd og ryg når jeg går på dem. Men prøver at have dem på så meget som muligt, men når jeg har dem på, har jeg altid har ondt i lænden. Det sætter derfor nogle begrænsninger i mit bevægelsesapparat som også bliver meget tilstedeværende efter sådan et par dage på en kold luftmadras. Kroppen skal lige i gang og lokkes til at røre sig igen, men ingen klager herfra

 Jeg havde aftalt med Søren som er ham der havde shelteret at jeg kunne komme op i hans privatbolig og låne toilettet det havde været lidt en betingelse for at komme, det havde han indvilget i, men havde låst døren. Inden jeg to af sted på denne tur, havde jeg aftalt med Søren (Shelter ejer), at jeg kunne låne toilettet i hans privatbolig mens jeg var på ophold hos ham, Da jeg var stået op, og gerne ville klare mine private sager, og naturligvis på toilet, havde han desværre ikke husket vores aftale. Døren var låst, og selvom jeg bankede på, blev der ikke åbnet. Det er et stort problem, når jeg ikke har mine proteser på at besørge stående. Det kan blive noget frygteligt svineri, både på kørestolen og på mig selv, så jeg blev lidt træt af situationen lige der.

Jeg kørte tilbage til skoven hvor shelteret lå, og måtte overveje kraftigt mit næste skridt. Der var to muligheder, enten måtte jeg afklæde mig alt tøjet på underkroppen, og forsøge at sætte mig på numsen i skovbunden, og se om jeg kunne klar det uden at komme ”galt afsted”, den anden mulighed var at klemme sammen, og køre afsted og se om jeg kunne finde en anden mulighed.

Jeg valgte det sidste, og skyndte mig at pakke sammen. Det var stadigt meget tidligt, så jeg var meget usikker på hvor jeg skulle finde et toilet uden for lands lov og ret på Møn. Men da jeg kom ud af skoven, og fik orienteret mig ordentligt, gik det op for mig at jeg ikke var ret langt fra stege, så jeg troede. Og så var det jo bare afsted. Inden længe kom jeg ind i Stege By, og foran mig kunne jeg ane i det fjerne, et skilt med OK og Brugsen. Og jeg satte farten godt op, og håbede på at Brugsen havde tidligt åbent.

Til mit store held, var bageren tidligt i gang, og jeg fik lov at komme ind på deres kundetoilet.  Ahhhh. Nu kunne jeg klare det nødvendige, og blive vasker og gjort i stand til dagens tur, Det var en kæmpe forløsning at kunne komme på toilettet. Det understreger for mig, hvor vigtigt det er at have gode og pålidelige aftaler inden jeg drager afsted en anden gang.

Når jeg nu var havnet hos Brugsen og bageren var i fuld gang, udnyttede jeg muligheden for et rundstykke og en kop kaffe. Jeg fandt et roligt sted, langs vandet, lige bag Brugsens p-plads, hvor jeg kunne nyde kaffen og mit rundstykke.

Dagens mål var at ende hos en familie der har en gård med mulighed for Glamping i store telte. Jeg havde undersøgt stedet godt, inden jeg bookede plads, og det var et sted med ordnede forhold, det glædede jeg mig lidt til.

Min næste destination ligger ikke langt fra Stege. Og eftersom min planlagte rute var gået lidt i fisk, ville jeg gerne have nogle kilometer bag mig i dag, så jeg kunne få noget mere af den skønne natur med i oplevelsen. Så selvom min destination, Helles Have, kun lå ca. 5 km. Væk, valgte jeg en rute nord på, der endte med at blive 30 fantastiske kilometer i blæst og sol. Fantastisk tur, selvom det ligner hinanden det meste af den natur jeg har mød allerede, så var der smukt alligevel.

Jeg kørte egentlig blot rundt på må og få, for at orientere mig. Jeg mødte ikke mange mennesker på min vej, kun en enkelt Landmand der bakkede ud på marken og en enkelt hjemmepleje bil men ellers var det et ret dødt område. Det gjorde dog ikke noget, for det var et meget smukt område med marker og marker og marker. Det var ikke det bedste vejr og jeg kunne ikke kigge så langt men det man kunne se Det var smukt nok til mig.

Helles Have gav humøret et skub, i første omgang

Jeg begyndte at blive lidt træt af at sidde i kørestolen og vil egentlig gerne finde mit mål, så jeg satte GPS’en til at lede mig tilbage til hvor jeg kom fra, næsten altså.
Ude på landevejen er der et stort flot skilt hvorpå der står: Café og Helles Have. Jeg kører ned ad grusvejen, og ved første øjekast møder jeg en staldbygning, og længere fremme et rødt stuehus. Gavldøren på staldbygningen står åben, og straks jeg viser mig ved døren kommer Helle ud og byder mig et stort velkommen. Helle som ejer stedet med sin mand Jens, har gennem noget tid renoveret bygningerne og har etableret en flot cafe og opsat 3 store glamping telte bag på deres grund.

Helle viser mig lidt rundt på stedet, vi snakker om mulighederne og jeg får hurtigt vist mit telt. Derudover bliver jeg præsenteret for et udekøkken, hvor toilettet er som i øvrigt er i meget fin stand og egnet til kørestolen.  Helle og Jens har været ude og finde nogle ramper så jeg kunne komme op til toilettet og det fungerede helt fint selvom stenene på gårdspladsen var lidt dybe og meget svære at manøvrere i. Men når det er sagt, så var det det eneste negative ved dette sted.

Jeg lyner lynlåsen op til mit store hvide lærreds telt, og her møder der mig to velredte senge, nogle reoler ovre i siden og tæpper på gulvet. Det så virkelig lækkert ud, meget luksuriøst og hyggeligt. Der var alt hvad jeg skulle bruge, så jeg pakkede ud og fandt mig godt til rette her også.

Når jeg kigger ud af teltet, ser jeg se en mark og gårdens øvrige arealer. Det var faktisk et meget unikt sted, her er stille, og langstrakt, Jeg tror hvis jeg ikke havde siddet i kørestolen og kunne strække mig lidt over det høje korn på marken, så ville jeg have kunnet set meget mere.

Efter jeg havde fundet mig godt til rette, kørte jeg op i cafeen for at købe en sodavand. Helle var der selvfølgelig, og præsenterede mig for hvad cafeen bød på. Jeg blev grebet af en stemning og bestilte straks et stykke lækkert smørrebrød. Det var superhyggeligt, Helle var sød at snakke med og vi vendte lidt situationen omkring mig og mit handicap samt vi snakkede om hvad muligheder der ellers var på stedet.

Jeg bruger nogle timer på at flyve i området med min drone, og laver naturligvis en række billeder til Helle og Jens af deres ejendom, som tak for deres gæstfrihed. Det tager tid at flyve, og redigere billeder efterfølgende, og ligesom i går, skulle jeg sørgede for at holde liv i mine sociale medier. Det hyggede jeg mig faktisk meget med, da der var en del søde kommentar fra dagene før. Der er flere følgere der var meget optaget af de eventuelle udfordringer jeg var stødt på undervejs, og det kan jeg godt forstå. For de uforudsete udfordringer, har også, for mig, været en stor del af overvejelserne forud for turen. Jeg kunne heldigvis skrive, a de fleste udfordringer har være med min oppakning, og ikke så meget med tilgængeligheden i naturen. Jeg kan for nemme at mange er urolige for at tage på tur i naturen, fordi man er usikker på tilgængeligheden. Men jeg har været meget grundig i mine forberedelser, og har derved undgået de værste negative overraskelser. Der har været nogle enkelte stier langs kysten, der var for smalle, og ødelagte af stormene og bølger. Men det kan man nok aldrig forberede sig 100% på, og i de situationer fandt jeg blot em anden rute.

Tidligere på dagen havde Helle nævnt for mig at der var mulighed for at hun kunne lave noget aftensmad til mig. Til de gæster hun har på stedet, laver hun noget portioner af mad som hun fryser ned, som man så kan købe og varme i den dertil indrettet mikroovn på pladsen. Det takkede jeg naturligvis ja til, også fordi jeg nok var lidt ærgerlig over udfaldet af mine aftensmåltider dagene før.

Det er som om alt bare kan lade sig gøre her.  Inden jeg ser mig om, får jeg serveret et lækkert måltid mad, direkte ved mit telt. Jens kommer med en bakke, og stiller på det bord der står uden for teltet, og jeg kan nyde min mad med udsigten til de skønne marker.

Denne aften var der landskamp, jeg lyttede lidt med på radioen for at følge med. Jeg er ellers overhovedet ikke fodboldfan, men af en eller anden grund kan jeg godt lide at høre en fodboldkamp i radioen. Det var desværre et kedeligt udfald af kampen Danmark tabte og vi røg ud af EM. Og dermed stoppede min interesse for fodbold i denne omgang 😉

Imens kampen stod på, havde jeg stille og roligt gjort mig klar til sengetid, og denne gang med stor begejstring. Jeg kunne lægge mig i sengen. Jeg havde ikke tænkt videre over det, og brugte det sengetøj som var til rådighed. Det viste sig dog i løbet af natten at jeg måske skulle have taget min sovepose frem, det blev hundekoldt. Jeg hørte i radioen morgenen efter at det havde været en kold nat, og det var måske lige lidt nok, med en almindelig dyne. Så jeg var lidt kold og forfrossen,  jeg vågnede, men fik hurtigt varmen da jeg kom op.

Dagen før havde jeg aftalt med Helle at jeg kunne komme op i cafeen og få morgenmad kl. 08:30, men da det, på det tidspunkt da jeg stod op regnede, skulle jeg lige overveje hvordan jeg gjorde tingene.
Jeg kunne fornemme der var en lille smule ophold i regnen og jeg skyndte mig at pakke mine ting sammen, og begav mig hurtige imellem regndråberne, op i cafeen. Jeg nåede derop uden at blive alt for våd, men så var det igen regnvejr.

Heldigvis kunne jeg sidde i cafeen og vente indtil klokken blev kl. 08:30 og Helle kom og lavede morgenmad. Jeg fik serveret et flot morgen komplet, med alt mulig hjemmelavet guf en god kop kaffe og friskpresset juice.

Aftenen før og her til morgen havde jeg fulgt godt med i vejrudsigten for den kommende dag, og det så ikke godt ud. Der var blevet varslet skybrud og kraftig regn det meste af dagen i området på Sjælland og øerne, og jeg må nok indrømme at lysten og mod til at køre videre var ikke rigtig til stede.

Jeg har hele tiden, under planlægningen, sagt at jeg skulle nok gennemføre uanset hvad, men hvad jeg ikke var klar over, var min egen reaktion på kulde og vand. Jeg frøs, og jeg blev klar over at jeg ikke havde lyst til at bruge en hel dag med vådt tøj og risiko for forkølelse. Så meget outdoor- mand er jeg dog ikke.

Det var en meget stor beslutning at, afsluttede turen. Lige da beslutningen skulle tages, følte jeg det som et kæmpe nederlag, selv om jeg med min sunde fornuft, godt vidste at ingen er herre over vejret. Men jeg var jeg virkelig ærgerlig og bitter over situationen. Jeg følte også lidt jeg havde svigtet alle de mennesker der har fulgt med på min rejse,

Men jeg må også bare erkende, at selvom Jeg har et stærkt sind og et kæmpe drive og gåpåmod, så har jeg en svag krop. Jeg kommer meget let til at fryse, jeg ryster og kulde gøre ofte at jeg bliver ukoncentreret og den situation ville jeg ikke byde mig selv. Efter jeg blev nyretransplanteret i 2020, er jeg efterfølgende immunsuppressiv, det vil sige at mit immunforsvar bliver holdt kunstigt nede og der skal ikke så meget til. for at jeg løber ind i forskellige sygdomme, derfor er jeg lidt påpasselig med ikke at blive smittet eller blive forkølet, Det er ikke en dårlig undskyldning for at tage hjem, blot en kendsgerning. Min Diabetes og mit handicap har tilstødt en del komplikationer hen ad vejen, og de skulle nødig blive værre. Jeg havde også lovet min kone, at jeg ville være fornuftig og passe godt på mig selv. Hermed gjort!

Søndag d. 30. juni 2024

I dag skulle efter planen have været brugt på en lang køretur fra Stege skov til Nyord, hvor jeg skulle holde frokostpause på cafeen på Nyord. Efterfølgende skulle turen gå retur til Stege.Det var jo først meningen at andre kørestolsbruger skulle med på etapen, de 6 der havde tilmeldt sig forud, havde ringet dagen før og blev enige om at de ikke ville deltage på grund af vejrudsigten. Det er selvfølgelig rigtigt ærgerligt, både for mig og for dem. Der var en hel del planlægning der gik i vasken, på grund af vejret.

Vejeret satte en stoppe for turen

Dagen skulle jeg have sluttet på Thorsvang, Danmarks samlermuseum. Det er faktisk en meget sjov historie. Imens jeg var i gang med planlægningen af denne tur, skrev jeg et opslag på en facebookgruppe på Møn, hvor jeg eftersøgte steder at sove, med de begrænsninger og behov som jeg nu har med mig.  Kort tid efter fik jeg en henvendelse fra Thorsvang, om at de godt ville stille et lokale til rådighed på deres museum, hvor jeg kunne sove natten over. Det takkede jeg ja til, og synes det kunne være spændende at se hvad de bød på, på Danmarks samlermuseum

Jeg synes det er en sjov historie, at et museum, der normalt ikke har gæster sovende, tilbyder mig et værelse og mulighed for at låne et toilet, bare fordi Jeg har skrevet om hjælp på Facebook. Det er en gæstfrihed Jeg har mødt på hele turen,

Imidlertid ankom min chauffør, og jeg takker af hos Helle og Jens. Lidt tynget af situationen, pakker vi bilen og køre mod Holbæk. Det viser sig allerede inden vi kommer på motorvejen,  at det var en god beslutning at stoppe her. Det piskede ned, så meget så vinduesviskeren ikke kan følge med og vi må sætte hastigheden efter forholdene.

I bilen tænkte jeg på, hvad der havde mødt mig hvis jeg havde siddet alene på en åben landevej. Jeg er sikker på at jeg nok havde været lidt mut over situationen og en lille smule opgivende over at være våd og kold.

Denne tur og har inspireret mig til at gøre mere af samme slags. Det er svært at sige hvad og hvornår, men jeg er absolut motiveret til mere natur i kørestolen. Jeg vil gerne afsted igen, og jeg tror gerne Jeg vil afsted igen i år, måske i september måned hvem ved. Det skal ikke nødvendigvis være mange dage, men måske bare en eller to overnatninger.

Mit ønske og håb, er at andre i en lignende situation som jeg, kan få glæde og inspiration af mine oplevelser og beretninger.