”På tur uden ben” opstod ud fra et ønske om at finde motivation til at være mere aktiv. Før jeg startede projektet, havde jeg ledt efter en interesse eller hobby i lang tid, som kunne fylde min hverdag ud. Jeg kom vidt omkring i min søgen, men ofte satte mine fysiske udfordringer en stopper for de planer jeg havde.
Jeg skulle finde en motivationsfaktor, der kunne opfylde følgende kriterier:
– Det skulle være nemt og tilgængeligt.
– Jeg skulle kunne udføre det selv på dårlige dage.
– Jeg skulle kunne udføre det uden hjælp udefra.
– Jeg skulle kunne inddrage min hustru og familie, hvis de ville.
– Det skulle kunne udføres både fra min kørestol og når jeg bruger proteser.
Jeg har altid elsket naturen, og de oplevelser den giver, og jeg har altid været lidt interesseret i friluftslivet og har længe haft lyst til at udleve denne interesse. Så jeg besluttede mig for at finde ud af, om jeg egnede mig til at bruge naturen mere end hidtil, og om det var så tilgængeligt, som jeg havde forestillet mig.
Jeg fik ideen om at lave nogle udfordringer for mig selv, og jeg kender mig selv godt nok til at vide, at der skal være noget på spil, før jeg holder ved. Derfor oprettede jeg en hjemmeside og en Facebook-gruppe, hvor jeg kunne dele min interesse og skrive om de udfordringer, jeg stiller mig selv overfor. Jeg ved, at når nogen følger med i, hvad jeg lover og ser mine fremskridt, kan jeg ikke springe fra.
Som tænkt, så gjort. Wupti, så var der en person, der havde kommenteret mit første opslag, og pagten var skabt. Jeg kunne ikke springe fra nu.
Planlægningen er i gang, med lidt overraskelser
Jeg har arrangeret en tur i min kørestol langs en vandrerute på Møn, Camønoen. Jeg skal være afsted i fem dage, på egen hånd og uden hjælp fra andre. Jeg har planlagt en rute, der følger vandreruten så nøje som muligt. Dog vil der undervejs være steder, hvor jeg må afvige fra den afmærkede Camøno-rute, da terrænet er for krævende. Men det er ingen hindring; jeg kører blot en omvej.
Jeg har lavet aftaler med forskellige personer, der på den ene eller anden måde tilbyder mig mulighed for overnatning. Der vil også være steder, hvor jeg indlogerer mig på primitive teltpladser eller shelters i private haver. Jeg har ikke mange krav til overnatningsstederne, dog skal jeg have adgang til et WC, hvor jeg kan komme ind med kørestolen, lidt strøm til at lade batterierne op og mulighed for et måltid.
Det har været en overraskende svær opgave at finde passende overnatningssteder. Jeg har brugt mange forskellige kilder til at finde de mulige overnatningssteder. For det første har jeg brugt Google Maps til at få et overblik over den rute, jeg gerne vil køre. Derudover har jeg brugt kort fra selve Camønoen, som er lavet af turistbureauet på Møn, og kort fra www.udinaturen.dk, hvor jeg også kan søge på forskellige kriterier. Det overraskende har været, at der er utrolig få registrerede handicaptoiletter på Møn. Jeg har kun fundet et handicaptoilet ved Møns Klint og et i Stege, som er registreret på de forskellige hjemmesider, men der kan sagtens være flere, som ikke er markeret på de hjemmesider, jeg har brugt.
Jeg har søgt efter shelterpladser, campingpladser, teltpladser og private shelterpladser. Mange gange løber jeg panden mod muren, når jeg nævner mine krav til overnatningsstederne.
Jeg endte med at lave et Facebook-opslag i en lokal gruppe på Møn, hvor jeg søgte efter overnatningssteder, der kunne imødekomme mine krav. Det viste sig, at inden for utrolig kort tid, havde mange mennesker skrevet til mig med gode forslag. Der var endda nogle forslag, som medførte reelle aftaler.
Blandt andet skrev en mand fra et lokalt museum i Stege, at de gerne ville rydde plads til mig efter lukketid, hvis jeg kunne love at være ude inden kl. 10:00 næste dag, hvor de igen åbner for besøgene til museet. Det kunne jeg selvfølgelig sagtens love, og vi har lavet en aftale om, at jeg kan sove på en seng i et rum, låne et tilgængeligt handicaptoilet, og jeg kan endda tage et bad. De var endda så søde at love at hjælpe med forplejning.
Der var også et par private mennesker, der havde skrevet til mig i forbindelse med mit Facebook-opslag og tilbudt overnatning i deres eget hjem. Det har jeg selvfølgelig været utrolig taknemmelig for, men det er ikke det, jeg søger. Jeg ønsker at sove udendørs under primitive forhold. Selvom det er meget sødt at blive tilbudt overnatning på en sofa i et hjem, er det ikke det, jeg søger, så jeg har måtte takke pænt nej.
Min søgen og planlægning er endt med, at de fire overnatninger, jeg har på Møn, er spredt ud over hele ruten, så de ligger så praktisk som muligt i forhold til min rute. Den 27. juni 2024 tager jeg afsted til Kalvehave, for enden af Mønbroen, hvor turen starter. Jeg bliver sat af ved broen, og så er det ellers bare derudaf. Jeg kører Camønoen rundt mod urets retning. Det vil sige, at jeg starter med at køre sydpå mod Hårbølle Strand.
Min første overnatning er på en campingplads nær Hårbølle Strand. Den næste dag skal jeg bo i et shelter hos en privat familie, hvor shelteren er i baghaven. På tredje dag har jeg lejet et luksustelt hos en glamping-vært, og den allersidste dag ender jeg på det førnævnte museum i Stege. Det bliver spændende at se, om min nøje planlægning ender, som jeg havde forventet.
Jeg inviterer kørestolsbrugere til at deltage
Hele planen med turen til Møn har været at afprøve mig selv og skabe en motivation til min egen fremtid. Men rigtig mange mennesker har vist stor interesse for turen, og har ønsket at deltage.
Det har jeg haft afslået langt hen ad vejen, da det er en tur jeg gerne vil gøre for mig selv og alene. Men på grund af den interesse der har været, har jeg valgt at invitere til en social tur den ene af dagene.
Jeg har valgt at det skal være turen fra stege til Nyord, det er den sidste dag på turen. Jeg har inviteret bredt blandt kørestolsbrugere, og har opfordret til at disse også kunne medbringe familie og venner på turen. Det er som sagt for at imødekomme den interesse der har været, men også får at se om Jeg kan lokke personer der normalt ikke kommer så tit ud, med på min tur. Måske det kan inspirere dem til senere at tage afsted igen, måske på egen hånd eller eventuelt sammen med andre.
Jeg har valgt netop denne etape af min tur, da den er uden de store terrænmæssige udfordringer. Det meste af turen er på lige vej, kun et par kilometer af turen er på en fast grussti gennem Stege skov. Så alle kan deltage uanset kørestols-type, jeg anbefaler dog at man har hjælpemotor på.
Oppakningen viser sig sværere end forventet
Udover overvejelserne om, hvor jeg skal sove, har jeg brugt mange timer på at overveje, hvordan jeg skal have alt mit udstyr med. Jeg har blot min kørestol og min frontløber, og herpå skal jeg have alle mine ejendele. Det er endt med, at jeg har fået mit Far, som har en lille opfinder i maven, til at lavet et beslag til min frontløber, som kan bære en cykeltaske. Det har vist sig nødvendigt, da en rygsæk bag på kørestolen ikke var nok.
Jeg skal have tøj til fire dage og diverse fornødenheder i forbindelse med mit handicap, som også fylder en hel del. Jeg har yderligere valgt at medbringe en drone til at dokumentere min rejse. Så der er en del ting, der skal pakkes ned i mine tasker.
Jeg har kort overvejet at bygge en cykeltrailer om, så den kunne tages med efter kørestolen, men jeg vil gerne holde fast i den første idé, jeg fik, så måske næste gang.
I forbindelse med hver overnatning har jeg brug for at kunne lade min frontløbers batteri op, så den er klar til dagen efter. Derudover har jeg brug for strøm til at lade batterierne på min telefon og drone op, så jeg kan dokumentere hele turen. Jeg kommer også til at bruge min telefon som GPS og til kortlæsning undervejs, så det er vigtigt, at der er nok strøm til denne. Dette har været den største udfordring at løse i forbindelse med at finde overnatningsmuligheder.
Nu, cirka en måned før jeg skal afsted, har jeg prøvet at pakke mine tasker med de ting, jeg forventer at skulle have med, og har måttet reducere genstandene adskillige gange. Jeg er nu nået til en mængde ting, der kan være i taskerne, jeg har besluttet mig for at medbringe, og som kan være på frontløberen og kørestolen uden at ændre på balancen og sikkerheden.
Min frontløber har ét hjul, og det er dette hjul, som hele trækkraften ligger på. Hvis vægten er fordelt forkert, kan det skabe ubalance i min kørsel. Derfor har mine pakkeøvelser forud for den endelige oppakning været en stor hjælp.
Nu har jeg fundet den endelige løsning og har kørt nogle lange ture for at se, om det også kan lade sig gøre på lang sigt. Jeg vil ikke ende med, at noget kommer bag på mig, når jeg er afsted på min tur.
Hvad med forplejning generelt?
Der er flere mennesker, der har gjort mig opmærksom på, at det ikke umiddelbart er muligt at købe mad på ruten. Møn er åbenbart et sted, hvor der er meget langt imellem supermarkeder, så jeg skal også tænke mig om i forhold til, hvad jeg medbringer af mad. Godt nok er der flere af overnatningsstederne, der har lovet at sørge for morgenmad og en madpakke til turen, men hvad med aftensmad? Jeg medbringer ikke nogen form for kogeudstyr, alene af den grund at det fylder for meget. Så jeg skal finde ud af en eller to måder, hvorpå jeg kan anskaffe mig et måltid mad til aften, eller en måde hvorpå jeg kan medbringe det på min oppakning.
Jeg har derfor overvejet, om det er en mulighed at medbringe en lille kedel med blus, så jeg kan koge noget vand undervejs. Og så medbringe en passende mængde tørret mad, som jeg så kan hælde kogende vand over og spise som mit aftensmåltid. Lige da jeg begyndte at læse om denne frysetørrede mad, kom jeg til at tænke på, at det nærmest var som hvis man skulle en tur i rummet, og at det da nok ikke kunne være så lækkert. Men flere har fortalt mig, at det rent faktisk smager okay, og at det ikke mindst mætter nok til, at man kan komme videre dagen efter. Jeg har ikke brug for røde bøffer og den helt store anretning til aftensmad, jeg har blot brug for så meget ernæring, så jeg kan holde mit blodsukker justeret korrekt, da jeg har sukkersyge, som jeg naturligvis skal tænke på.
Det optimale ville naturligvis være at medbringe en del kogegrej og en fryseboks og noget kød og nogle grøntsager og så videre, men det er naturligvis ikke muligt på denne rejse. Jeg har jeg købt en rulle kiks og noget chokolade, men måske skulle jeg overveje lidt mere nærende kost som nødløsning.
Der skal selvfølgelig også en del væske til undervejs, og jeg har gjort plads til vandflasker med videre under min kørestol sammen med det ekstra batteri til frontløberen. Så jeg tænker, at jeg efterhånden er dækket ordentligt ind.
Frem til afgang, er der stort set kun det tilbage, at jeg skal skrive til de overnatningssteder, jeg har lavet aftale med, for at huske dem på, at jeg jo kommer, og ikke mindst huske dem på de særaftaler, jeg har lavet med dem hver især. Det er mest for min skyld, så jeg er sikker på, at alt spiller, når jeg kommer frem.
Jeg ved godt, at min forkromede plan var, at jeg skulle afsted uden hjælp fra nogen som helst andre, men det er umuligt for mig at rejse uden at indblande andre mennesker. Hvis jeg havde min normale førlighed, kunne jeg selvfølgelig blot gå derudad med en rygsæk på ryggen, og overnatte i et tilfældigt shelter, som jeg kom forbi, eller slå mit lille telt op. Men qua de fysiske udfordringer jeg har, kan det desværre ikke lade sig gøre. Og dette er måske også en meget hyggelig måde at rejse på, hvor jeg møder nogle forskellige mennesker på turen rundt, som alle har valgt at bidrage med noget hjælp til mit projekt.
Jeg glæder mig rigtig meget til at komme af sted, og jeg glæder mig ikke mindst til at skrive en blog her på siden om det, når jeg er færdig med turen. Hvis du vil læse min rejsedagbog, hver dag på turen, skal du kigge forbi
