Den 3. juni 2019 blev dagen, hvor mit liv tog en uventet drejning. Det var dagen, hvor jeg stod over for den hårde realitet, at jeg nu skulle leve med afhængighed af en kørestol. Chokket over at have mistet mit ene ben og usikkerheden om, hvad fremtiden ville bringe, var overvældende. Men det, der virkelig ramte mig, var erkendelsen af min nye identitet som handicappet.
At sidde i en kørestol blev pludselig et symbol på min begrænsning, på min sårbarhed. Det var som om, jeg blev markeret med et stort “Hjælpeløs” skilt, synligt for alle omkring mig.
Som ung, har jeg altid været meget overvægtig. Ikke blot en smule, men ekstremt. Denne overvægt førte til, at jeg udviklede type 2 diabetes allerede i en alder af 21 år. Men selvom jeg bar på disse fysiske udfordringer, var jeg stadig engageret i forskellige aktiviteter og sportsgrene. Jeg havde aldrig forestillet mig, at min overvægt en dag kunne føre til sygdom eller handicap.
Trods utallige velmente råd om vægttab og livsstilsændringer var det ved et sjældent besøg hos lægen, der for alvor fik mig til at indse omfanget af mit misbrug af min krop. Lægen, jeg opsøgte, var meget direkte i hans ordvalg, og gav mig ingen muligheder for at undgå at tage et valg. .Et valg der gjorde ondt i min stolthed og, satte min sunde fornuft under lup. Hans ord nagede i mig. Måske havde han ret. Måske havde jeg ikke taget godt nok vare på mig selv.
Tog en vigtig beslutning.
Jeg besluttede mig for at tage kontrol over mit liv, men det var ikke let. I årene efter levede jeg i en hektisk rus, drevet af en ubændig vilje til at overvinde mine begrænsninger. Begrænsninger som overvægten i mange år havde tynget ned over mig, Jeg kæmpede for at opnå mine mål om at tabe mig, men ignorererede samtidig de advarsler, min krop sendte mig.
Jeg mistede mig selv i mit arbejde, i jagten på succes og anerkendelse. Jeg tabte mig drastisk, ændrede mine madvaner og satsede alt på mine ambitioner. Jeg forsømte mine egne behov, min familie og overså de advarsler, der langsomt begyndte at melde sig. Advarslerne udmøntede sig i stress, søvnløshed, humørsyge og fysisk ubehag.
Træthed, svimmelhed, og glemsomhed blev mine konstante følgesvende. Men intet af dette stoppede mig. Jeg nægtede at sænke farten, indtil min krop tvang mig til det.
En dag, hvor jeg ikke kunne rejse mig fra gulvet, ramte virkeligheden mig med fuld styrke. Jeg indså, at noget var galt, og søgte læge. Diagnosen var en alvorlig nervebetændelse, en konsekvens af års forsømmelse af min sundhed. Og det var kun begyndelsen.
Min ubehandlede diabetes og tidligere overvægt havde forårsaget uoprettelige skader. Jeg stod over for nyresvigt, potensproblemer og følelsesløshed i mine ekstremiteter. Alt dette kom som et chok, men det værste var endnu ikke ovre.
Jeg blev tvunget til at konfrontere det uundgåelige: amputationen af mit ene ben. Denne tabte kamp mod diabetesens følger bragte mig i knæ. Tankerne om at miste en del af mig selv, om at skulle tilpasse mig et liv i kørestol, var overvældende.
Jeg husker tydeligt dagene efter amputationen. Kørestolen, stillet op ved siden af min seng, var et symbol på min nye virkelighed. Men jeg afskyede den. Jeg hadede dens synlige påmindelse om min sårbarhed, om min afhængighed.
Fra fjende til kær ven.
Det var en kamp at acceptere kørestolen som en del af mit liv. Den repræsenterede alt det, jeg havde kæmpet imod, alt det jeg havde nægtet at acceptere. Men langsomt begyndte jeg at forstå dens nødvendighed. Jeg lærte at se den som et redskab til frihed, ikke som en byrde.
I dag er kørestolen min følgesvend, min uundværlige hjælper. Den giver mig frihed til at udforske verden, til at bevæge mig uden begrænsninger. Selvom jeg har mistet mit andet ben og bærer proteser, er kørestolen min faste ledsager i hverdagen.
Selvfølgelig har jeg i dag begrænsninger på grund af situationen, men jeg ser ikke begrænsningerne som noget der hæmmer mig i at have en godt liv. Ja det ville være fedt at være mit handicap foruden, men når nu situationen er som den er, så er det ikke verdens undergang.
Som kørestolsbruger bliver du nød til at acceptere nogle ting, du ikke kan ændre på. Og du udvikler langsomt en evne til at se muligheder frem for begrænsninger. Selvom jeg ikke kan det samme jeg engang kunne, så kan jeg en masse andre ting jeg ikketidligere ville have set som en sejr. Det er Win Win.
Det er ikke et handicap at sidde i kørestol.
Jeg hedder Thomas Jacobsen og bor i Holbæk sammen med min hustru, Anette, og vores sultne Golden Retriever, Pelle. Vores liv ligner på mange måder andres, med den eneste forskel, at jeg færdes i en kørestol. Vi har lært at acceptere, at jeg lever med et handicap, men det er vigtigt for både jeg selv, og os, at vores omgivelser ikke ser det som et handicap, men blot som en del af min tilværelse. Der er en enorm forskel på, hvordan man kan møde mig, alt afhængigt af om man ser mig som en , der lever med et handicap, eller som en handicappet person.
Hvis flere kunne se min situation fra den synsvinkel, ville det være lettere for både jeg og andre kørestolsbrugere. Desværre oplever jeg, at de fleste er meget usikre omkring kørestolsbrugere. “Kan han tale?” eller “Falder hans arm af, hvis jeg siger hej?” er blot nogle af de tanker, jeg ofte fornemmer, at folk har.
Der er mange misforståelser forbundet med mødet med en person med et handicap, især i mit tilfælde, hvor jeg sidder i kørestol. Men det er ikke en anklage, for jeg var selv engang på samme måde, før jeg mistede mine ben. Jeg var usikker og havde en misforstået tilgang til at møde personer i kørestol. Jeg talte højere og mere tydeligt, jeg bukkede mig ned og klappede måske personen på armen. Jeg så personen som handicappet og ikke som et menneske med handicap.
Vær ikke usikker, husk bare, at det er et andet menneske. Selvfølgelig er det nemt for mig at sige nu, men brug det som en måde til at ændre din egen tilgang til mødet med personer med handicap. Sig blot hej og behandl os som du ville behandle enhver anden. Det er det, der virkelig gør en forskel.
